Barokken

Barokken i Danmark

 

Barokken startede i 1600-tallet, og var en litterær periode i Danmark. 

Barokken var kenddetegnet og demonstreret af sanselighed, regilisøtet og svulstighed. Under perioden havde vi enevælde, som blev indført efter nogle politiske uroligheder. Frederik 3. overtog magten fra de adelige, og tronen blev gjort arvelig. Kongen var hævet over alle love og kunne undtage dem han ville for dem. Enevældens politik og ideal var at skabe et ensartet og sammenhængende rige. De sociale forhold blev forbedret for nogle, ved at landbruget fik et løft via landboreformer. Danmark blev mere selvstændigt angående selvforsyning og eksport. Flere blev selvstændige i forhold til at eje deres egen jord og gård. Under barokken og helt op til 1849 skrev digtere og forfattere officielt, det vil sige under kongen eller kirken. Der var ikke despoti i Danmark, da der var det fælles embedsmandsystem og fordi kongerne respekterede landets love.

 

 

Magtfordeling under Barokken

Kongen havde i princippet al magt: lovgivende, udøvende og dømmende. Konger blev kun sat til ansvar overfor sig selv og Gud. 

Adel og bønder havde samme indbyrdes forhold som under feudalismen. Adelen havde ikke kontrol over byernes borgere, som var direkte underlagt kongen. Adel, borgere og bønderne var alle principelt kongens undersåtter og underlagt hans magt. I visse udgaver af enevælden betalte alle skat til kongen. 

 

Arkitekturen og billedkunsten i Barokken

Ordet barokken kommer formodentlig af det portugesiske ord for en "skæv perle". Dette passer godt sammen med arkitekturen og billedekunsten fra barokken, hvor man blev slået af det dynamiske, effektsøgende og det pompøse i kunsten. I barokken blev litteratur og billeder produceret som propagandakunst for enevælden. Kunstens funktion var her at hylde kongen eller andre rige og fornemme personer, men magten blev ofte fremstillet i en teateragtig kulisse, der antydede et flertydigt forhold mellem virkelighed og illusion. Barokkens kunstneriske sjæle blev bestilt til at lave deres kunst, så det udstrålede magt og storhed, som lighed med et glansbillede. Kunstnerne malede på dette tidspunkt ikke virkeligheden, men en facade der skulle udstråle pompøsitet og storhed. 

 

 

Menneskesyn

I barokken opfattes mennesket som syndigt og fuldstændig afhængig af Guds nåde - de troede på at døden ventede lige om hjørnet. 

Himmelen skulle efter sin vis, være bedre end verden.